| Flere

Hold på de frivillige - få en frivillighedspolitik

Brug tid på at anerkende trænere og instruktører, forkæl dine hjælpere, hav en positiv omgangstone i foreningen. Med andre ord vær opmærksom på de frivillige, som foreningen har frem for konstant at skulle finde ny!

Foto: Nils Rosenvold

Tænk lige på ....

”Det er meget morsomt, at en stor del af landets idrætsforeninger har et sponsorudvalg.

Sponsorindtægter udgør i gennemsnit fem procent af indtægterne i idrætsforeningerne, mens det frivillige arbejde udgør over halvdelen af indtægterne, hvis man udregner det som en værdi også. Men det er ikke noget, man snakker om eller har udvalg for.

I stedet burde foreningerne spekulere over, hvad vi kan gøre ved det og tænke lidt over, hvordan man kan gøre bedre for at gøre foreningen mere attraktiv… Det handler i virkeligheden om den måde foreningen drives på."
Bjarne Ibsen, professor i Fyens Stiftstidende d. 12.4.2009

Nogle foreninger vil hellere motivere de frivillige, som foreningen allerede har, end at skulle bruge kræfter på at rekruttere nye hele tiden!

Lad dig inspirere af  foreninger, der
• gør deres forening attraktiv for alle, der vil give en hånd med
• gør noget særligt for at udvikle deres trænere/instruktører
• er opmærksomme på at få sagt tak for hjælpen til forældre, der hjælper eller til bestyrelsesmedlemmer, der gør en stor indsats.

Hvad rummer en frivillighedspolitik?

En frivillighedspolitik kan være på en enkelt side. Hvad er målet? Hvem er målgruppen? Hvilke initiativer tager vi hvornår og hvem er ansvarlig? Unge hjælpeinstruktører, den garvede træner, forældrene, der hjælper til stævner – hver især er de en målgruppe, der skal have forskellig type af anerkendelse.

Spørg og lyt

Inden I går i gang, så tag på en lyttende opdagelsesrejse rundt i foreningen. Spørg hinanden, hvad I sætter pris på af opmærksomhed som bestyrelsesmedlemmer og hvad der giver jer energi? Hvis I spurgte forældrene, hvad ville de så svare? Fornem blandt trænere – unge og erfarne, hvad de gerne vil og hvad de sætter pris på.

Skab den attraktive forening

Bestyrelsen skaber på den måde aktivt den positive cirkel ved at være bevidst om, hvordan man udøver ” personaleledelse” mellem foreningens vigtige ressourcer.

Det er altid sjovere at være med et sted, hvor der er succes og et godt foreningsmiljø. Glade frivillige, der får opmærksomhed, inspirerer andre til også at blive frivillige – på den måde løser rekrutteringsopgaven sig selv.



Af Jette Velling Lindholm

Ejer: Kommunikationsafdelingen